Der er 1748 menighedsråd og knap 13.000 valgte menighedsrådsmedlemmer i Danmark. De yder et stort stykke frivilligt arbejde for at sikre de bedste rammer for en levende folkekirke lokalt. Menighedsrådene vælges af folkekirkens medlemmer og sidder i fire år ad gangen. Sidste valg var i 2016 Menighedsrådene er folkekirkens lokale ledelse. Menighedsrådet fastlægger gudstjenesterne, planlægger livet i kirken (fx aktiviteter for børn, unge og ældre, kultur, koncerter mm.), administrerer kirkens ejendomme, prioriterer ressourcerne - og ansætter og leder kirkens ansatte. Menighedsrådet består af et antal valgte medlemmer (mindst 5) og sognets præster. Alle medlemmer af folkekirken, som opfylder kravene til at stille op, kan vælges ind i et menighedsråd.