Nysted slutter kirkeåret traditionelt men i nyt pompøst sognehus Søndag 13. november 2011 Menighedrådsformand Erik Larsen og det øvrige Nysted-Vantore Menighedsråd har til stadighed arbejdstøjet på. For nogle år siden var det beslutningen om at gøre Vantore Kirke til såkaldt lejlighedskirke, der var en af opgaverne. I årevis har man kæmpet for et nyt sognehus ved Nysted Kirke, og det tages nu i brug. Og så skal man igang med at finde en ny sognepræst, idet Jens Christian Nielsen går på pension i starten af det kommende år. Det er et pompøst sognehus, der næsten står færdigt nu, og på søndag 20. november 2011 tages det i brug til kirkeårets afslutningstradition, med konfirmandernes medvirken og gæsteprædikant i kirken - og så det efterfølgende kaffebord i sognehuset. Menighedsrådet benytter lejligheden til at fortælle om årets gang i kirken, økonomi og andre opgaver, både de løste og de forestående. Meget så anderledes ud i Nysted i midten af 1990erne, da sognepræst Jens Christian Nielsen trådte til. Forandringer i befolkningens levevis var årsagen til, at Vantore Kirke forsvandt som daglig kirke, og forretningslivet og bosætningen er totalt ændret. Men den gamle Nysted Kirke står, og nu ved siden af den en arkitektonisk perle af et sognehus. Kirkeårets afslutning på søndag starter med gudstjeneste kl. 14 i Nysted Kirke. Gæstepædikant er Linda Damskjær.

www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/resource/25712