Det papenheimske gravkapel

Det er muligt at bygningen på sydsiden er opført som

våbenhus og sakristi. Et våbenhus er en slags entré,

der kunne bruges til at deponere eventuelle våben,

inden man gik ind i Guds hus. Et sakristi er et rum til

præstens omklædning, til opbevaring af remedier til

brug i messen/gudstjenesten og til præstens ophold

før og efter gudstjenesten. Denne tilbygning er formentlig

samtidig med de ældste dele af kirken. Bygningen

var fra starten i to stokværk (etager), måske

med våbenhus i gulvplan og sakristi på første sal.

I 1649 blev bygningen imidlertid solgt til af lensmanden

på Ålholm, Just Friderich von Papenheim, hvis

forbogstaver tillige med hans kones og årstallet 1649

ses på den spidstakkede ydergavl.

Von Papenheim lod bygningen indrette til gravkapel

for sig og sin slægt og byggede den om så den fik en

høj kælder og en etage hævet over jorden.

I 1763 overtog Ålholms ejer Friederich von Raben kapellet,

men allerede i 1782 byggedes det nye Raben-

Levetzauske gravkapel på kirkens nordside og i 1864

tilmuredes kapellet på sydmuren. Det blev dog genåbnet

år 1900 og i den forbindelse blev alle kister og

sarkofager flyttet ned i kælderen, som så blev tilmuret.

Siden har førstesalen igen været benyttet som

sakristi.